@ isen

Da jeg en sjælden gang står i kø i supermarkedet, hvor hun altid handler på vej hjem fra arbejde, får jeg lyst til den is, jeg ikke har smagt, siden hun gik.

Isskabet er fuldt, men jeg ser den ikke, men. Skiltet sidder der stadig, jo. De har lavet etiketten om, og beholderens form er stadig den samme, og jo. Det er stadig det samme firma, men supermarkedet har sat sit eget logo på, godt. Måske den så ikke er udsolgt så ofte som før.

Den ryger ind i fryseren hjemme og jeg forsøger at glemme den, som jeg altid gjorde det dengang, til et øjeblik med lyst til netop den is, ja, det var nok mig mest, og hun købte den ofte for at se mig netop så glad, som når jeg huskede at den var der, med aller mest lyst. Til is.

Dage efter har jeg spist til aften, og så husker jeg, der er is. Og dropper den ekstra delle, mens jeg rydder køkkenbordet, og lokaliserer beholderen bagerst i fryseren, hvor den er havnet af roden rundt efter ting, og. Og den føles som dengang, formen, den. Følelsen er genial, den omvendte kegle er som at holde på noget, der vil hoppe fra hånden, noget. Stort, der er større end. Dén er.

Teksturen er ikke den samme, den skraber nemmere, den skraber uden problemer, hvor før. Før kunne jeg bore med opvarmet ske og pludselig stikke hul gennem siden på beholderen og ind i maven på mig selv, men nu. Måske hendes fryser er koldere end min. Måske.

I lænestolen smager den ikke. Som dengang, friskere, den er friskere, hen mod citron men uden at nå dertil, og hvad med rørsukker og hyld? Hvor lidt blev for meget, og mere blev for meget og meget alt rigeligt, men det var altid umuligt at standse, før bægeret var tomt, hér. Standser jeg nemt. Den smager godt, men. Ikke den samme. Ikke den samme. Is.

Isen fra dengang, hvordan? Smagte dén?