Film: 71 Fragmente einer Chronologie des Zufalls (1994)

Vanvid?

Juledag i begyndelsen af 90'erne træder en 19-årig computerstuderende ind i en bank og affyrer 14 skud med en automatpistol. Derefter går han tilbage til sin bil og skyder sig selv. 3 af menneskene i banken dør.

Meningsløse kalder vi begivenheder som den unge mands handling. Men Michael Haneke (Pianisten, 2001) psykologiserer ikke omkring hans motiver: Filmen tidsfæstes gennem nyhedsoplæsninger på TV med kampe i Somalie, Hizbollah der kidnapper 10 libanesiske soldater, snigskytter i Sarajevo, Michael Jackson der tårevædet bedyrer sin uskyld, nyheder der alle afleveres faktuelt, og det der træder frem af helheden er verden. Menneskelivet.

Hvem har ikke siddet og set TV og rystet på hovedet over et eller andet? "Det er jo vanvid!" Men kan man kalde "en hel situation", hvor mennesker kæmper for deres liv, for vanvid? Kan vi tillade os at dømme noget ude, blot fordi vi ikke ønsker det for os selv? Er vi, der sidder foran skærmen, så ikke lige så vanvittige, når vi kæmper med livet?

I denne lille tætte film er verden den ydre verden, uden for kontrol og meget, meget, meget stor, hvis man bare er et almindeligt menneske: Ingen af karaktererne viser nogen synderlig selvindsigt, de reagerer bare, flyder med, er glade når de er glade, kede af det når de er kede af det. Alt, der sker, er blot det, der sker. Chance, tilfældighed - ulykke eller lykke.

Det er altså det re-aktive menneske, Haneke taler om. Mennesket, som kun re-agerer. Som ikke baserer sit liv på selvindsigt, men på tilfælde. For 13 år siden var "det man giver ud får man igen" noget, der kun handlede om mennesker - og gjalt således ikke stærke, magtfulde organisationer, stater, nationer. At hengivelse til tilfældets topologi er direkte årsag til al angst, var man heller ikke nået til at erkende eller forstå.

I dag ved vi meget bedre - spørg en coach! - at forudsætningen for et liv uden magtesløshed og irrationel frygt er følelsen af, at man selv er i førersædet. At man er i stand til at agere og ikke lade sig slå ud af dét, de andre ikke kan finde ud af. Endnu.