Tidens Kælven 2: Id 5 (fragment)

SINGULARITET OG KONVERGENS

1) En singularitet er ikke-kausal og ikke-kaotisk på samme tid. Samsansningen af de to grunddynamikker er muligvis at betragte som en evne i visse mennesker, muligvis en helt naturlig konsekvens af alt gennemlevet:

2) Befries man for de to opfattelsers dominans, befries man for det begrænsende i det ikke-kausales og det ikke-kaotiskes gensidige monoeksistentielle udelukkelse af den anden og dén verden, den anden beskrives i og opleves i.

3) I befrielsen fyldes man af de tos sammensmeltning, som nogle kender som gud, skabelsesøjeblikket, den evige fred for livets smerte, og andre betragter som to kurver i naturlig cognitiv konvergens, skønt tilsvarende tilfredsstillende i sin fuldstændighed.

4) Den mest interessante karakter er således dén, der oplever singulariteten og trods tilbuddet om hér at standse med fred i sjælen, opfyldt af altings stilstand, alligevel ønsker at følge de konvergerende kurver, som de aftegner sig på den anden side af singulariteten.

5) Slettet.

6) Tilføjet: Vi har hér at gøre med et menneske i forceret udvikling, en pioner uden ansvarsfølelse eller hjemstavn, en ny art, som en vinbjergsnegl eller eremitkrebs, der for evigt bør formenes yderligere adgang til den menneskelige kreds.

PÅ bakketoppen, dækket af grønne græsser gnistrende af sol i perler af dug og et øhav af opulent svajende blomster med hvide kroner, er en døråbning med en dør forankret. Døren svinger i vinden. Landskabet anes gennem åbningen. Så smækker døren.

KRONRAGNING tager tid, først skal alt håret klippes ned, så skal hovedskallen vaskes grundigt og siden varmes igennem, talrige skift med fugtige, varme håndklæder, og først da kan knives koges og bladet føres over den knoglede hovedbund, blodet standser man med en koagulationsstift, gøres det hurtigt, kommer der ingen sår, en skallet isse skal skinne blankt og være uden sår, en sommerfugle skal have støv på sine vinger, et bjerg skal være højt, verden hænger hurtigt sammen

SO, dreams are what makes us? And when there are no dreams, what makes us then? HOW THE FUCK ARE WE THEN MADE! No no, I'm calm, I'm good. I can't pretent, I just cannot pretend that I care for this mumbo jumbo bullshit about "creating the world by yourself". I am not made by my dreams. I don't dream. I don't care to and I never have. What does it mean, "dreaming"? That you pretend you're something you are not? I never pretend! This is what you see, and this is what IS! This is what I see in the wirror, looking back at me, and I'm supposed to be all in awe of the fact that left is right and right is left, oh, oh, the human brain, what a sight for sore eyes, what a wonder...! No. This body becomes more and more fragile, this brain synthesises more knowledge and forgets a lot of stuff every day, but I stay me! No great analysable difference between the I and the me, no bridge to cross and two other-sides to merge, I... AM... ME! And turn the equation around, if you like, but it sounds stupid in this stupid language... I. Just. Do. Not. Dream. And if I don't dream, how am I then made, huh? Am I immortal? Am I dead? How would I know the difference? And how can I care? How can I care?