Der er mange måder at hjælpe på. En af dem er at gøre folk i stand til at udnytte de ressourcer, de i forvejen besidder. Gøre dem selvhjulpne. På trods af risikoen for at blive negativt påvirket af inkompetent "hjælp" er sådan hjælp langt at foretrække frem for den type, hvor nogen tager over, eller bare langer penge eller varer over disken og forventer at modtageren vil forvalte det uselvisk og rationelt, for så at blive sur og trække hjælpen tilbage, når opførsel eller taknemmelighed ikke svarer til forventningerne.
Inti Killa hedder en lille hjælpegruppe her i Villa el Salvador. De forsøger sig med "sustainable tourism" - "bæredygtig turisme" - dvs. noget i retning af ovenstående: Turisme, der ikke tilfører nye, urimelige krav til det område, der tilføres turister, og dels tvinger turisterne til at acceptere rejsemålets hverdag, dels hjælper rejsemålets beboere til at forholde sig "normalt" til de ankommende, og ikke ligge på maven for dem.
Ud over at tage studerende på rundture i lokalområdet og til organisationer af interesse for et givent universitetsfag rundt om i Perú har Inti Killa også på 5. år et projekt syd for Lima, i byen Surco, eller snarere på toppen af et bjerg ovenfor.
Bjerget, vi skal op på
Hér er en lille skole med ni børn. Fire forældrepar har dannet en forældregruppe og med hjælp fra Inti Killa samlet midler til at udstyre skolen med møbler, undervisningsmateriale og et solpanel-anlæg. Forældregruppens fortløbende opgave er at vedligeholde skolens inventar og bøger, og at gøre forholdene bedre for såvel børn som lærer, hvilket bl.a. indbefatter et dagligt måltid til børnene i de 6 undervisningsmåneder, hvor skolen har en lærer, og nyt undervisningsmateriale bl.a. i form af DVD'er vist på et lav-energi-TV drevet af solenergi, samt uddannelse af forældregruppen i at være et fællesskab - et fællesskab, som formår at håndtere lejlighedsvis turisme og økonomiske og praktiske udfordringer, med skolen som det centrale fokus.
Det lyder alt sammen meget fancy, men faktum er, at det er en konstant kamp for overhovedet at få en lærer til at komme og bo alene på toppen af bjerget i 5-6 måneder. Og hvert år skal forældregruppen begynde forfra med at få en ny lærer til at gå med på deres og Inti Killas projekt, så det ikke løber ud i sandet. Her er nemlig ingen hjælp at hente fra lokaladministration eller regering - som er mest til sinds at lukke skolen, fordi "der jo ikke er så mange børn". Men med 4 timers gang til den nærmeste skole - de bor jo på toppen af et bjerg - kan man ikke sige, at der er så mange alternativer. Og med kun 7 år skolegang, 6 måneder om året, er der sådan set bare at gøre alt, der er muligt. Det skal siges, at regeringens indsats kun er selve skolen - alt inventar og undervisningsmateriale med hjælp fra Inti Killa er fremskaffet for den lille forældregruppes egen regning og indsats! (Er det efterhånden så meget anderledes i det lille ø-rige hjemland?)
Således Inti Killas indsats: I løbet af de 5 år, projektet har været i gang, har de skabt denne forældregruppe, og forældrene er fra at være lukkede bjergbønder uden øjenkontakt med fremmede blevet åbne og menneskevante, og er nu i stand til at holde møder og tage beslutninger og føle, at de har andel i deres egen skæbne på et niveau, som også muliggør drømme og aspirationer for dem selv såvel som for deres børn.
Jeg var med på en tur derop - fem timer med tre busser ud af Lima, og to timers vandring op ad bjerget i stegende hede - fordi en privat organisation havde sponseret en bedre bygning til undervisningsbrug, samt lokaler til børnepasning, og der var uklarhed omkring, hvor vidt solpanelanlægget skulle flyttes eller kunne blive siddende, hvor det var. Der kan være en del spændingstab i sådanne anlæg, hvis kablerne bliver for lange, og med min uddannelse som elektriker - for en herrens mange år siden - var jeg et frivilligt og bedre bud på gode råd desangående end slet ingen.
Jeg tror, jeg har sagt det før, men der er forskel på fattigdom og armod: Fattigdom er en tilstand inden i hovedet, en opfattelse af at være ringere stillet end andre - lig selvmedlidenhed eller ynk - mens armod er rent faktisk ikke at have de fornødne ressourcer til optimal livsopretholdelse, økonomisk, vidensmæssigt, erfaringsmæssigt, psykologisk, emotionelt, mentalt, mobilitetsmæssigt, planlægningsmæssigt og adgang til mad, vand og overnatning.
Den første familie, jeg blev præsenteret for, forekom at leve i armod. Jeg tog ingen billeder af deres hjem, men måske det kan hjælpe på fantasien, at det er konstrueret af skrot og plastic, med jordstampet gulv og åbent ildsted. Familien består af to brødre, den enes kone og fire børn. De ernærer sig ved dyrkning af forskellige sorter kartofler og andre afgrøder, der er stærkt regnafhængige, og har samtidig et par køer, høns og en ged. Men selvom deres hjem lignede noget, der var løgn, fungerede det på bjergets præmsser - dvs. det kan repareres relativt nemt, det skal ikke vedligeholdes i samme grad som et adobeklinet hus (tørrede lermursten), og frem for alt er det billigt.
De er godt klar over, at deres hjem ikke tåler sammenligning med Bo Bedre, og at deres tilstand er ussel, men det er ikke fattigdom - ikke en mental tilstand. De har ganske enkelt bare ikke særlig meget, og de klarer sig. Indtil videre klarer de sig... Men nu er regnen udeblevet for første gang... Og får de ikke kartoflerne i jorden, er de på røven.
Efter at have ventet knap 2 timer på forældregruppens leder, der som den eneste har nøgle til skolen, kom vi endelig ind på skoleoprådet. Det var mærkeligt vejr. Tåget, på en måde hvor små spiraltåger af vanddråber dannedes i luften omkring mig. Som om det regnede i alle retninger på samme tid. Da gik det op for mig, at det ikke var tåge, men at vi befandt os inde i en sky!
Efter at have gennemgået det meget simple solenergianlæg, og konstateret, at batterierne kunne antages at sætte ud i løbet af et par år, dels fordi sådanne batterier kun har en levetid på 2-5 år, og dels fordi installatøren ikke havde angivet ibrugtagelsesdato, deltog jeg i et møde med forældrene, og foreslog at der blevet lavet en fond til udskiftning af batterierne, når dette blev aktuelt. Desværre vil de jo nok ikke sætte ud samtidig, men sådan er det med alt nyt, man introducerer til et miljø, hvor det ikke hører hjemme naturligt: man skal være forberedt på vedligehold!
Inti Killa forsøger at lave nogle campingarrangementer på skolens område, fordi stedet i sig selv er fantastisk - hvad enten solen er fremme og bjerget ikke er indhyllet i sky, eller ej - og de giver samtidig en del af deres overskud til skolen, når de afholder arrangementer med elevdelegationer fra USA. Et muligt overskud - hvis alt går vel med arrangementet med 12 elever og 2 lærere i maj måned 2010, samt et påskearrangement på bjerget - vil kunne være $750, som forældregruppen allerede nu sattes til at fundere over, hvad de ville bruge til. På min anbefaling enedes de om at afsætte $100 til en batterifond. Om året.
Det er ikke meget. Det betyder noget i stil med: Hvis det lykkes dem og Inti Killa i fællesskab at tiltrække bæredygtig turisme på bjerget, og der ikke sker noget med batterierne inden for de næste 4 år, hvilket er usandsynligt pga. batteriers normale levetid og de meget vekslende temperaturforhold, vil de have opsparet penge til at købe nye batterier. Hvis ikke...
Jeg skrev til Bosch, som er den uvidende batterileverandør i projektet:
Dear Sirs, ...
Ved gennemgang af et 25A solenerganlæg (en Morningstar SunSaver-20 charge controller, 2 Bosch batterier, plus 12-230V 500W Xantrex inverter) indså jeg, at installatøren ikke havde mærket batterierne med dato og år for montering, så det er (endnu mere) umuligt at anslå, hvornår de vil ophøre med at fungere. Og jeg har været ude af stand til at finde denne bestemte model på internettet.
Angivelserne på de 2 batterier er som følger: Bosch, Perfect Maintenance Free S 2000, 12V 100AH RC180 CCA580 0 986 A02 207 - 7K2
Det uafkrydsede dato-interval på batteriet er 2005-2007, men installationen blev udført i august 2007. Der er en 7W lav-energipære tilsluttet til anlægget gennem 230V inverter, samt et lavenergi-billedrørs-TV med ekstern DVD, som kan have været i brug 8 timer om ugen i 18 måneder. Systemet fungerer ved temperaturer mellem 5 og 40 grader Celsius, sæsonbetinget og med daglige udsving.
Sekundært spørgsmål: Er dette batteri et "deep charge"-batteri? Og hvis ja, hvad er den forventede levetid baseret på det skønnede energiforbrug?
... Jeg beder Dem venligst om at give mig et skøn, om muligt, på levetiden for disse batterier, baseret på de givne oplysninger. Og som sådan, rådgivning om, hvilke udskiftninger og udgifter til udskiftninger, når disse batterier dør (som sandsynligvis ikke vil ske samtidigt ...)
For at tydeliggøre alvoren af dette spørgsmål: Hvis der ikke er elektrisk lys, vil der ikke være nogen undervisning halvdelen af dagen, da bjerget ofte er indhyllet i skyer; moderne undervisningsmaterialer på en laptop eller DVD er uladesiggøreligt (og de undervisningsmaterialer, de har, er ikke for gode til at begynde med!) og forældrene vil ikke kunne oplade mobiltelefoner og vil igen være ude af kontakt med omverdenen, da der er en 2x2 timers vandring til nærmeste sted med elektricitet, OG det vil blive svært at tiltrække en lærer i de obligatoriske 6 måneder på skolen, hvis der ikke er elektricitet. Hvis skolen lukker på grund af mangel på lærere, vil disse børn ikke længere modtage undervisning, da den nærmeste tilgængelige skole er for langt væk.
For vestlige øjne er udgifterne til to batterier hvert 2.-5. år minimal, men for disse mennesker er det hele kernen i deres kommunikation og uddannelse i forhold til omverdenen. Til en pris svarende til en halv årlig indkomst i Europa.
Jeg takker for Deres tid--
Familierne har selvfølgelig klaret sig før Inti Killa kom til - ellers ville de jo ikke være blevet på bjerget - men nu kan to batterier, en solcelle, et TV m DVD og opladning af mobiltelefoner give dem mulighed for at være en del af den verden, som før var dem unddraget.
Jeg skal tegne et diagram over anlægget til dem, som de kan forstå - det er en udfordring! - og finde på en løsning, så de fire familier efter behov kan oplade deres mobiltelefoner på dette anlæg, som normalt tændes manuelt inde på det aflåste skoleområde, hvortil der gr. (fremmedes?) tyverier kun findes forældregruppelederens ene nøgle, og han bor 1 times vandring fra skolen... Og anlægget drænes for strøm, hvis inverteren (12V til 230V) kører hele tiden - hvis man altså forestillede sig, at der var en eksternt tilsluttet stikkontakt, som kun de fire familier havde adgang til.
For mig ville den bedste og simpleste løsning være, at alle fire familier havde en nøgle, og at ting, der kunne stjæles, var låst inde. Men det holder ikke helt, at alle skolematerialer skal hentes frem til hver eneste undevisningstime, og at køkkenting og komfur og gas, der flyttes rundt efter behov, skal låses inde. Og skoleområdet er stort, med flere huse og ting ude og inde.
Konsekvensen af den bedste løsning er således, at de fire familier indbyrdes er nødt til at stole på hinanden. At ingen af familierne eller deres børn stjæler skolens ting til eget brug. Tillid er en god ting. Men kan være svært, når man ikke har ret meget til sig selv, og endnu ikke helt har lært at tænke
frem som et samlet samfund med en pulje til fælles bedste.
En dag skal de være uden Inti Killa. En dag skal de have fuld tillid til fællesskabsmodellen, selvom enkeltindivider måtte svigte. Det er en abstraktion. Det er civilisationsmodellen. Ikke altid den mest perfekte, men alternativet...?
De alternativer, som den vestlige verden har gang i, overvågning og lign., er tegn på manglende tillid. Ikke de blå øjne, der vendes mod overfaldsmanden, men manglende tillid til, at mennesker kan forstå nødvendigheden af at leve i et bæredygtigt samfund, hvor alt nyt, der introduceres, skal kunne erstattes og vedligeholdes uden nævneværdigt pres på omgivelserne. Og dermed manglende vilje til at søge andre veje end de alt-ædende frie markedskræfter.
Etiketter: bæredygtighed, civilisation, Peru, skole, solenergi, tillid, trekking, turisme, undervisning
