@ Farvel til fremtiden II: Hvis nu, hvad så? og PKD

Man er næsten nødt til at tro det, før man ser det. Så, prøv lige dét: Danmark med en interesse i andet end sig selv, i rummet over vore hovedet, dét man ikke kan se, det fremmede, det ukendte. Prøv alvorligt at tro på det, og klik så på indlæggets titel øverst.

Der er en heftig, seriøs grund til, at jeg lægger min lille samling i offentlige hænder: Vi tænker for småt her i landet - grundlaget for oversættelse af science fiction ligger i hænderne på forestillingskraftløse bibliotekarer, forestillingskraftløse litteraturforslugte redaktører, forestillingskraftløse billigbogsudgivere, der derfor konsekvent kommer for sent til alle væsentlige nye udgivelser - for sent, fordi alle der faktisk læser science fiction, og det er ikke et fåtal, for længst har købt dem på engelsk eller tysk, før tanken rammer en forlagsmedarbejder, der kan begrunde en anbefaling med, at den pågældende bog da har litterære kvaliteter eller ligger på bestsellerlisterne i andre lande...

Men rent bortset fra, at det altid er rart, når der er tænkt over sproget, er det overhovedet ikke det litterære aspekt, det handler om ved science fiction. Det handler om at åbne døre til nye måder at tænke på, ved at forestille sig. Sige: Hvis nu, hvad så?

--

Har siddet og ordet det sidste af indskrivningen i den database, som udgør grundlaget for overdragelsen af "den krabat'ske samling" til biblioteket. Det aller sidste var at tjekke om alle Philip K. Dick-bøgerne var der - de havde i modsætning til 3/4 af samlingen ikke været været pakket ned pga. pladsmangel. Og det var fandme med blødende hjerte, at jeg overgiver 50 af hans 58 romaner til offentlige hænder, der vil behandle dem præcis som alle behandler biblioteksbøger: Råt, brutalt, æder, skider, drikker, ryger hen over dem - fordi læsning foregår i det lukkede, private rum, hvor det SKAL foregå. Så, der er ikke noget at gøre. De må holde så længe de kan. Og indtil samlingen er udryddet af almene bogovergreb, håber jeg, at denne mester ud i bevidsthedsafsøgning kan have givet et par mennesker en fornemmelse af, at alting ikke er så fandens konkret endda, som vort lille beskyttersamfund byder os at tro.

--

i øvrigt er det ikke kun lille Danmark, der lider under det. Den britiske The Guardian kårede de tyve vigtigste bøger "for nørder" i 2005. Listen følger hér, og jeg kan så glæde alle nørder med, at der er 16 af de nævnte i samlingen, som snart bliver tilgængelig fra biblioteket.

1. The HitchHiker's Guide to the Galaxy -- Douglas Adams 85% (102)
2. Nineteen Eighty-Four -- George Orwell 79% (92)
3. Brave New World -- Aldous Huxley 69% (77)
4. Do Androids Dream of Electric Sheep? -- Philip Dick 64% (67)
5. Neuromancer -- William Gibson 59% (66)
6. Dune -- Frank Herbert 53% (54)
7. I, Robot -- Isaac Asimov 52% (54)
8. Foundation -- Isaac Asimov 47% (47)
9. The Colour of Magic -- Terry Pratchett 46% (46)
10. Microserfs -- Douglas Coupland 43% (44)
11. Snow Crash -- Neal Stephenson 37% (37)
12. Watchmen -- Alan Moore & Dave Gibbons 38% (37)
13. Cryptonomicon -- Neal Stephenson 36% (36)
14. Consider Phlebas -- Iain M Banks 34% (35)
15. Stranger in a Strange Land -- Robert Heinlein 33% (33)
16. The Man in the High Castle -- Philip K Dick 34% (32)
17. American Gods -- Neil Gaiman 31% (29)
18. The Diamond Age -- Neal Stephenson 27% (27)
19. The Illuminatus! Trilogy -- Robert Shea & Robert Anton Wilson 23% (21)
20. Trouble with Lichen - John Wyndham 21% (19)

@ Forudsigelse: Skat på kommerciel datastrøm

Baseret på, hvor vi er lige nu i dag med internettet, forudsiger jeg:

At firmaer og privatpersoner, som tjener penge på deres netvær, inden så længe vil skulle betale "internetskat" baseret på data-passage gennem deres site(s).

Inden vi når så langt, vil spørgsmålet om skat på data-mængde via (til og fra) et site dels have fået privatlivsfortalerne op af stolen, og dels have skabt fortalere for, at ikke-kommercielle sites, sites der giver informationer og ydelser, men ikke kræver økonomi igen, fritages for internetskat. Dokumentation for datastrøm vil givet skulle komme fra anerkendt firma eller isp, og kunne i danskerens tilfælde vise sig som et automatisk punkt på selvangivelsen, hvor man frivilligt anmelder sit dataniveau opdelt i privat og kommercielt "forbrug".

Der er flere faktorer, som kan forandre en sådan forudsigelse. F.eks. hvis internettet, som det er på tale, faktisk deles i to - et hurtigt "overnet" og et langsomt "undernet" - hvor et firma eller en privatperson så betaler isp'er for at "være på" det hurtige. Men da i det mindste vores stat (trods skattestop) hele tiden er på vagt efter nye områder at skabe penge til administrationes arbejdsopgaver, ville man nok tøve med at tillade denne opdeling i Danmark, før fordele og ulemper ved at inddrive en internetskat var afklaret.

For firmaerne ville det i princippet - hvis fordelingsnøglen (bits/kr.), man betalte efter, ellers var rimelig nok - være lige meget om de betalte en isp for større plads, bedre hastighed, eller om de betalte for gennemstrømningen på deres site, blot man fik den ønskede service og hastighed. Spørgsmålet er så, om de kan få den hastighed, de behøver, hvis ikke isp'erne gør noget for at reservere plads til dem på nettet? Altså, hvis firmaet ikke får et incitament til at forbedre hastigheden for nogen, på bekostning af andre? Det er jo konsekvensen af privatisering - alt sker på markedsbetingelser - og skattelove opleves altid som indgreb, som straf, om end pengene kommer alle til gode.

Så - trods denne modstand mod at betale mere som skat, og isp'ernes modstand mod højere ydelser uden ekstra afkast - hvorfor forudsiger jeg stadig, at der vil blive et fokus på en internetskat for (især) kommercielle firmaer?

Beskatning af datastrøm mindsker folks lyst til at hoste Google- og andres reklamer = Der bliver mere plads på nettet.

Google er ved at opnå verdensherredømme på innovative gratis-services. Det kan de gøre pga. deres stærke og (tilsyneladende) effektive reklameringsform, med bittesmå søgerelaterede reklamer på enhvert site, der ønsker at tjene en slatskilling på at hoste dem.

Ingen kan med sikkerhed vide, om Google vil ændre holdning. Om disse services pludselig en dag vil koste noget. Men for mig er der ingen tvivl om, at Googles markedsstrategi har lært ALT fra Microsoft, med omvendt fortegn. Hvor Microsoft er paternalistiske og åbenlyst arrogant, dominerende og bruger-Uvenlig, er Google gratis, hjælpsom, varm, fantasi og lyst-betonet og taler til hjertet i enhver forbruger. Og det har givet pote. Spørgsmålet er, om det vil fortsætte sådan - når Googles services har nået en kritisk masse, hvor al væsentlig konkurrence er pløjet i jorden: Om Google vil vise sig at have et andet ansigt.

Hvad enten "man" er usikker omkring Google, og det tror jeg allerede en del er, alene på grund af deres indflydelse og størrelse, eller blot ser Google som en spiller, der er ved at blive for stærk til regulær konkurrence, er eneste måde at stække deres indflydelse på, at stække deres evne til at tjene penge.

Beskatter man således kommercielle sites, beskattes dermed sites, der tjener penge ved at hoste Googles reklamer, hvorved incitamentet til at tjene de småskillinger, man får, ved at være "Google affiliate", givet vil svinde ind. Google vil miste reklameindtægter, og vil (paradoksalt nok) måske blive tvunget til at tage penge for nogle eller mange af deres services, og dermed vise sig at have et andet ansigt, når det går skidt for dem, for overhovedet at overleve som firma (hvorved forbrugerne søger et andet sted hen), eller bevare deres smilende ansigt og fortsætte med at udbyde deres services gratis, hvilket uanset hvad vil resultere i mindre overskud, og dermed en mere sårbar førerposition.

En del af Googles indtæger vil nok kunne flyttes over på eller forblive på de bevidst kommercielle sites, hvor folk uanset hvad alligevel kommer, men dét at folk ville skulle betale en tredie afgift - opkobling/isp, skat af indtægt fra reklamer, plus tillige skat af datastrøm - vil skabe større bevidsthed omkring trafikken på ens site, og omkring hvad man udbyder, når man ikke får noget igen. Generelt set vil dette nok mindske den generelle trafik på nettet, hvilket vil skabe mere plads og hastighed til de kommercielle firmaer.

Altså:

Beskatter man datamængden gennem sites, som med online-ydelser tjener penge, mindsker man folks lyst til at hoste Google-reklamer = Der bliver mere "plads" på nettet. Googles indflydelse svækkes. Og der bliver plads til nye spillere.

Konsekvenserne af, at folk ikke længere i samme grad vil kunne surfe via reklamer, eller blive inspireret af reklamer i kombination til egne søgninger, kan skabe nye søgemaskiner for firmaer alene. Paradoksalt nok måske en skabt af Google...! Som (dog) ikke umiddelbart vil have en konkurrencefordel i at skulle bryde sin enestående søgemaskine op i to, for at folk skal kunne finde de produkter, de har brug for.

--

Jeg er af den mening, at en udtalt forudsigelse er det samme som at muliggøre, hvad der allerede findes af potentialer for denne forudsigelse i vort kollektive eksistentielle rum (på alle niveauer, vi er i kontakt med hinanden...). Altså: Tanken findes i et tilstrækkeligt antal, måske ikke som mem endnu, men som logisk konsekvens af tidligere udvikling, hvor "forudsigelsen" således blot bliver en mere eller mindre kyndig ekstrapolering af tidligere begivenheder.

Fornemmelser, fornemmelser, fornemmelser, begær! som det hedengangne københavnske punkbank IJ-X sang i 80'erne. For det kan aldrig blive andet end en fornemmelse, og fornemmelser tager altid udgangspunkt i øjeblikkets behov. Hvilket er derfor de fleste forudsigelser går galt i byen - fordi subjektive behov har indvirket forstyrrende på den fornemmede extrapolering i den eksterne verden.

At forudsige er at forsøge at tilsidesætte egne behov. Jeg har ikke tal på de forudsigelser og idéer, jeg har undladt at udtale, alene fordi jeg ikke ønskede, at de skulle gå i opfyldelse. Men for så vidt, at jeg overhovedet har forstået noget af det, jeg taler om, kan jeg ikke se, at jeg har behov i klemme nogen steder i min forudsigelse. Intet udkomme, der gavner mig mere end andre.

Derfor søsættes den her trygt, og jeg afventer goder fra de varme lande. Eller måske går den under, hvem ved?

jeg læser: Karl Schroeder "Permanence"

Science fiction.

Hovedproblematikken er spørgsmålet om bevidsthed: Er bevidsthed blot et evolutionsstadie, som siden passeres, når den biologiske udvikling og truslen mod livets beståen fra omgivelserne kommer i balance? Altså, hvis vi som biologiske væsener lever i overensstemmelse med, hvad omgivelserne stiller af krav og byder af muligheder, vil vi da holde op med at kunne erkende os selv?

Synops: Menneskene har længe ledt efter fremmede livsformer, der er som vi selv er. Har fundet en del livsformer, men der er altid noget, som adskiller os fra dem, så vi ikke er i stand til at kommunikere. Ikke kan bygge bro over. Og de meget gamle livsformer, vi er stødt på, som længe har været alene i universet, forekommer at være smeltet sammen til én bevidsthed, dvs. ingen bevidsthed, som reagerer med voldsomhed, når den opdager noget, der er fremmed fra den selv.

Jeg aner, hvor problematikken bærer hen (1/3-del igennem bogen) - mod spørgsmålet om det mulige i opretholdelsen af bevidsthed gennem samarbejde med og accept af det fremmede. Måske tager jeg fejl i min vurdering, men god science fiction er altid en spejling af nutidige problematikker og konflikter - hvilket hér ville være et billede på samarbejdet mellem de forskellige menneskelige kulturer, religioner, kulører, køn, sociale preferencer.

Med udgangspunkt i den centrale problemstilling, kunne man også se det som et billede på middelklassen, der har fået deres velstand og relative tryghed foræret af klasse- og arbejdskampe, demokrati og administration, og derfor er kollektivt faldet i søvn hvad angår at handle kollektivt i forhold til deres klasses placering i verden, dvs. den enkelte er uden for bevidsthed om, hvad der opretholder hans/hendes egen placering økonomisk, socialt osv. og kan således kun handle med frygt og aggression, når noget nyt melder sig (truende) på banen: Fremmed religion, fremmede vaner og måder.

@ Farvel til fremtiden

Jeg er ved at realisere fremtiden. Dette indbefatter at skille mig af med min 1000+ science fiction-bogsamling. FUCK, det er smertefuldt. Men klipning af navlestrengen er altid svært.

Lyspunktet er så til gengæld, at det er et københavnsk bibliotek, som overtager samlingen. Endelig, vil jeg sige.

Det er 4. forsøg - Guldbergsgade, Hovedbiblo, og Blaagaarden for 4 år siden - og det var lige ved at lykkes på Guldbergsgade, men de kunne ikke love, at samlingen ville blive stående fremme, så det takkede jeg nej til. Men betingelsen for bibliotekets overtagelse er, at jeg lader mine 53 Philip K. Dick-bøger indgå... Det er min ven, bibliotekaren, der står fast på dette punkt... Det svarer nærmest til at skære en arm af - men hvor er det godt, at man har venner til at hjælpe én hen over de svære bump.

I disse dage gøres der plads til samlingen på det pågældende bibliotek, så i lyset for enden af tunnellen ser jeg unge og ældre kæmpe om de bedste af bøgerne, og sidde behageligt og drømme drømme, der er større end menneskene hver for sig.

Hovedparten af "den krabatske samling" er paperbacks, som har notorisk kort levetid, men mit eget håb om at presse en spekulativ kile ind i unge menneskers tankegang bakkes op af de progressive bibliotekarer, der indtil videre har midler til også at forny og forbedre samlingen. Hovedparten af min samling er af ældre dato, dvs. fra en tid hvor der var mere gang i grundlæggende filosofiske overvejelser om dét at være menneske, etik, bidraget til samfundet, samfundets påvirkning af den enkelte osv osv. I dag er science fiction-genren overvejende mere sammenskrevet og problemstillingerne ikke så åbenlyse - og fortælleformen mere båret af "den gode historie" end af egentlig litterært drive.

Menmenmen... det er stadig som at skære i mig selv at sidde her og sige farvel til hver eneste bog. Jeg mærker det dog nok først for alvor, når der ikke længere er bogstabler på gulvet - og det er formodentlig meget godt, for overhovedet at give slip... men 22 hyldemeter. Fuck, altså...

@ isen

Da jeg en sjælden gang står i kø i supermarkedet, hvor hun altid handler på vej hjem fra arbejde, får jeg lyst til den is, jeg ikke har smagt, siden hun gik.

Isskabet er fuldt, men jeg ser den ikke, men. Skiltet sidder der stadig, jo. De har lavet etiketten om, og beholderens form er stadig den samme, og jo. Det er stadig det samme firma, men supermarkedet har sat sit eget logo på, godt. Måske den så ikke er udsolgt så ofte som før.

Den ryger ind i fryseren hjemme og jeg forsøger at glemme den, som jeg altid gjorde det dengang, til et øjeblik med lyst til netop den is, ja, det var nok mig mest, og hun købte den ofte for at se mig netop så glad, som når jeg huskede at den var der, med aller mest lyst. Til is.

Dage efter har jeg spist til aften, og så husker jeg, der er is. Og dropper den ekstra delle, mens jeg rydder køkkenbordet, og lokaliserer beholderen bagerst i fryseren, hvor den er havnet af roden rundt efter ting, og. Og den føles som dengang, formen, den. Følelsen er genial, den omvendte kegle er som at holde på noget, der vil hoppe fra hånden, noget. Stort, der er større end. Dén er.

Teksturen er ikke den samme, den skraber nemmere, den skraber uden problemer, hvor før. Før kunne jeg bore med opvarmet ske og pludselig stikke hul gennem siden på beholderen og ind i maven på mig selv, men nu. Måske hendes fryser er koldere end min. Måske.

I lænestolen smager den ikke. Som dengang, friskere, den er friskere, hen mod citron men uden at nå dertil, og hvad med rørsukker og hyld? Hvor lidt blev for meget, og mere blev for meget og meget alt rigeligt, men det var altid umuligt at standse, før bægeret var tomt, hér. Standser jeg nemt. Den smager godt, men. Ikke den samme. Ikke den samme. Is.

Isen fra dengang, hvordan? Smagte dén?

@ Overkvalificeret, my ass!

Jeg fik ikke mit job. Halvanden måneds fast arbejde nu, og 15 ugentlige timer derefter - perfekt studiejob for en sprogmand! "Overkvalificeret" til at oversætte manualer fra engelsk og svensk til dansk... Det er sgu snarere rekrutteringsbureauet, der ikke aner, hvad det vil sige at oversætte. Ikke forstår processen, og hvilket engagement der fordrer, uanset hvad det er, der skal oversættes.

Jeg tror, de lyver. Jeg tror, det handler om at DE vil have et menneske, der ikke har prøvet så meget endnu. Et ungt menneske.

Men jeg kan så afsløre, at jeg godt vidste, hvilket firma det drejer sig om, selvom rekrutteringsbureauet, jeg havde hørt om jobbet igennem, havde gjort sit til at maskere det. Og at jeg havde ringet til Philips - og omgående blev kaldt til samtale, blot af en overordnet, der ikke vidste, at et rekrutteringsbureau var hyret til at tage sig af det. Men nu skriver jeg til firmaet alligevel og laver en uopfordret ansøgning.

Hundehoveder! Det er mit job!

@ Pardannelse til alle

Digter og medlem af avisen Informations Tæskeholdet, Ursula Andkjær Olsen, harmes i dagens avis over politikeren Margrethe Vestagers vrede over bagmændene i købesex-branchen, og svovler over, hvordan dét at sælge sin krop til sex på nogen måde kan adskilles fra dét at sælge sig selv på alle andre tænkelige måder ("det er jo den kreative klasses spidskompetence".) = Nutidens krav til mennesket om at sælge flest mulige af sine kompetencer til højestbydende kan ikke adskille de to ting, blot fordi der måtte være en kriminaliseret "bagmand" bag en gade- eller kælderluder.

UAO siger det ikke lige ud, men lad mig føre hendes tanke videre: Hvorfor er det i orden at være underlagt en kontorchef eller en lagerforvalter, men ikke en alfons, der beordrer den ansatte hen på et bestemt gadehjørne? Hvori består forskellen, når alle er nødt til at arbejde for føden? Mennesket Margrethe Vestager kan givet erkende, at alle gør det bedste de kan, med de muligheder de et givent øjeblik i livet har til rådighed - om end man kunne ønske sig, at overlevelsen fra dag til dag hvilede på et fundament af tålmodig, empatisk afventende udbalancering af enhvers behov, ønsker, erfaringer, kraft, følelser, tanker osv med ens eget niveau. Men utopien sælges altid nemmere af dén, som har sit på det tørre. Og det er hér, politikeren træder frem - hér, hun ophører med at tale om menneskelige kår, og begynder at tale om regulering.

Det mest meningsgivende for en biologisk organisme er stadig hver dag at få noget at spise - det kan der næppe herske uenighed om (hvis man ser bort fra breatharians). Den kvindelige digter siger ovenfor, at alt kan og bliver handlet - krop, følelser, viden, relationer - og at enhver sælger sig selv for at overleve. Hun taler om øjeblikket, om at have udgangspunkt i den daglige overlevelse. Hun forsvarer ikke prostitution, men angriber politikeren for at være politiker - og sætter dermed en standard for en poltikers åbenhed. Men kan en politiker være åben, og samtidig politiker?

Med sin vrede over de prostituererede bagmænd udtrykker den kvindelige politiker, at kvinder ikke sælger sex af egen fri vilje. Underforstået héri ligger en masse politiske agendaer og holdninger at købslå med på Christiansborg: Noget - uddannelse, oplysning - ville kunne forandre kvinders evne til at vælge "bedre" måde at tjene til dagen og vejen på; købesex er ikke et værdigt job (for kvinder; hvornår hører vi om mandlige prostituerede?); en fremtid kan skabes, hvor en mand altid vil kunne finde en kvinde, der elsker og vil elske med ham (og det samme for kvinder, men det hører vi heller ikke om); men skulle man endelig offentlig vedgå, at sex er kommet for at blive, og at det er sit eget marked, og vi ikke lige med deet samme kan skabe harmoni og kærlighed og pardannelse til alle, skulle købesex være bedre reguleret; og skal købesex reguleres, er det bedre at være venner med producenterne (luderne) end med grossisterne (alfonserne) osv osv. Margrethe Vestager vælger derfor en strategi, hvor hun kun anklager bagmændene, som allerede er kriminaliseret. En legalisering af købesex, som med alt hvad det indbefatter af arbejdsbeskyttelse, forsikring, ferie, uddannelse (!) osv., efter en tids instabilitet ville tvinge de kriminaliserede bagmænd ud ad af spillet, skabe tryghed blandt de ansatte, skabe flere selvstændige erhvervsdrivende, tvinge de laveste priser i vejret og generelt set sende flere penge i statskassen - hvilket jo er blandt andet er politikerens rolle.

Men hvad så med digterens anke? At politikeren ikke taler åbent om sin agenda? I et selvoptaget velfærds*samfund, som har glemt, at der overalt på kloden, inklusiv Danmark, findes mennesker, som her og nu behøver at overleve, og at de kun har sig selv at sælge (hvis altså nogen vil købe), ville en politiker, der er mere interesseret i regulering og skabelse af nye indtægter til staten end i kønslige problematikker, og i klummen citeres for at kalde anskaffelser af virtuelle møbler i Second Life for umoralske, kunne få noget igennem? Nogen steder?

Og sådan gik der 4 1/2 timer med den tanke. Nu frokost. Så besøge mormor på hospitalet. Så skrive eller besøge ven med behov for hjælp.

(*velfærd betyder "kvalitetssikring" og ikke i sig selv kvalitet)

@ Vadested

At stå i et vadested er et begreb, man så ofte hører. Måske især, når man er i min alder (44), og nu kan identificere en vis lighed med tidligere meget rådvilde perioder.

Jeg er generalist, kan så sindssvagt mange ting, og mit analytiske sind og nysgerrighed gør det muligt for muligt for mig at binde an med stort set hvad som helst. Det er f.eks. ikke mere end knap 14 dage siden, at jeg tegnede og byggede en pisse flot terrassetrappe med 90 graders sving i bunden - uden nogen sinde at have lavet den slags før. Men jeg var ikke i tvivl om, at jeg kunne løse opgaven. Ingen tvivl.

[billede følger]

Hvor meget, der så er held, når noget går godt, er ikke til at sige - men som Steffen Leve Poulsen siger det: "Heldig er ikke noget, man bare er - det er noget man rækker efter". Man gør noget.

I mange år har jeg overvejet at søge ind på universitetet - tanken har været at komme i dybden med et eller andet. Og i år søgte jeg så endelig ind, på Spansk som er et lækkert sprog, det kunne være nyttigt og spændende at blive meget bedre til... men behøver jeg Uni for dét?

Hvor er det egentlig, vejen hen over vadestedet fører hen? Fører den egentlig ikke bare ind?

I lige så mange år, som jeg har overvejet universitetet som eneste vej til fordybelse, har jeg stået til rådighed for Verden, snarere end for mig selv. Har undladt at hjælpe mig selv. Jeg har helt klare evner for at heale, indlytte i andre, idéfinde og problemløse og analysere - men hjælpen er aldrig udstrakt til mig selv.

Det er dét, der er vadestedet. Jeg står midt i strømmen og ser, at alle mine evner er ligeligt applikérbare på mig selv som på andre. Men jeg er blevet så vant til at hjælpe baseret på stillede behov, at jeg har overhørt mine egne. Glemt at drømme - fordi det altid var nemmere, når der et sted, hos et menneske, var et behov, jeg muligvis ville kunne opfylde.

Bevares, jeg har skabt mig en form for karriere som forfatter gennem ren stædighed, men formålet var aldrig andet end at forsøge at finde det redskab, dén forståelse, der kunne gøre verden bedre for andre, som jeg så den inde i mig. Og har således undladt at opøve evnen til at hjælpe mig selv til en bedre plads i Verden.

Jeg har ofte gummistøvler på hér. Jeg må satse på at tage dem af og mærke vandets kulde.

@ Jobbet, der slap væk (nok)

ja, det var så dagen, hvor jeg troede, jeg skulle have det der job, som skal bære mig igennem, indtil jeg muligvis skal begynde på spansk på uni.

Men 10 minutter efter at have lavet en jobsamtaleaftale om to dage, samme tid, andet sted, blev der ringet tilbage: Desværre. Vi skal først igennem [vikarbureau], som vi har betalt for at finde en oversætter og webkyndig...

For fanden! Det er MIT job, det der! Mit navn står ud over det hele, kan I ikke se dét? Og det tror jeg måske, de kunne. De lød simpelthen sultne.

Men for nyligt var jeg udsendt som vikar for samme rekrutteringsbureau. Én måned i et analyseinstitut. Da jeg gerne ville fortsætte med at arbejde der, sagde de at bureauet skulle have 10.000 kr., hvis de ansatte mig! Vikarbureauet har samtidig berufsverbotet mig i 6 måneder i analyseinstituttet, hvilket vil sige, at jeg ikke kan sige ja til tilbud om vikarjobs dér, hvis jeg - om 6 måneder - måtte ønske at arbejde der fast!

Havde jeg været chef for bureauet, ville jeg have beskyttet firmaet på samme måde, men jeg så det bare ikke komme.

@ Ulønnet, frivilligt, hjerte, nødvendigt

I nat færdiggjorde jeg kommentarerne til en vens udkast til standardkontrakt for et særligt oversætterfirma, han vil lave. En interessant idé, som jeg håber han kommer langt med. Hvad enten jeg kommer til at lave noget sammen med ham eller ej, er det en fornøjelse at hjælpe ham på vej mod en pension. Og ligeledes en fornøjelse at bøje kontraktens ordlyd til noget, der minder om samarbejde, mens alt der ligner slavebinding luges ud. Min ven må gøre, hvad han vil med sin kontrakt, men jeg tror nu på, at kontrakten skal erstatte håndtrykket - ikke være en fælde for en juridisk ukyndig.

Inden sengetid, sent, nåede jeg også lige deadline på et internetinternatkursusforslag til dansk forfatterforening, som ligger mig meget på sinde, fordi medlemmerne ikke er sikre nok på digitale rettigheder og den slags til at kunne tale åbent om problematikkerne omkring overgangen til den digitale verden.

DFF er en gammel forening, og gamle foreninger bevæger sig meeeeeget langsomt. Jeg er sikker på, at afhandlinger findes, som beskriver dynamikken i nye og gamle foreningsstrukturer, givet med pænt forsvar for den slags foreninger, som umiddelbart fordrer en anelse veneration. (Kan jeg komme på andre, som folk venererer en smule? Nej.)

Men det ér og skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg gerne ville pille den helt fra hinanden og begynde forfra, "nu også i den digitale verden". Og vedgår samtidig helt åbent, at visse ting - f.eks. kunststøtte - hviler på troen på nytten af kunsten. Og således også troen på forfatteren.

Som alt andet er det en illusion, det (indtil videre) er hensigtsmæssigt for samfundet at opretholde. Og Skal jeg så være dén, som kommer og siger:

Hør hér, I gamle skrivetudser! Folk har aldrig skrevet så meget som nu. Aldrig fortalt så meget som nu. Hvor er dansk forfatterforening i dét? Hvor er dffs forfattere på nettet? Hvad er holdningen til digitale rettigheder? Hvordan optager man digitale forfattere, og er det overhovedet muligt?

Måske, ja. I hvert fald er jeg dén, som galper mest op om den slags i de udvalg, jeg har sagt ja til at deltage i.

(Hvordan var det lige, at jeg på halvanden måned nåede at sige ja at sidde i idéudvalget, kursusudvalget, biblioteksudvalget, optagelsesudvalget og lyrikgruppen? Knækker filmen, følger det hér...)

Et internet-internat-kursus er i hvert fald mit bud på en fordybelses-proces, for den forfatter der ønsker at skabe sig en digital profil, og bevæge sig professionelt med nogenlunde tryghed på nettet.

@ people forged from war [lyd/digt]

people forged from war become different people
from people forged in times of peace

people forged from war become different people
from people forged in times of peace

people forged from war become different people
from people forged in times of peace

people forged from war become different people
from people forged in times of peace

people forged from war become different people
from people forged in times of peace

people forged from war become different people
from people forged in times of peace





people forged from war
kenneth krabat 2007

@ Alt er digt

- er det muligt for en forfatter at blogge, som alle andre blogger?

Hvad sker der med den beskyttelsesmur, der adskiller menneskets privatssfære og forfatterens offentlige liv, når man begynder at åbne for dagligdagsdetaljer?

Jeg vil påstå, at alt er digt. Men de fleste mennesker, undertegnede inklusiv, falder i at sammenblande offentlig persona og personen bagved. Jeg husker én engang, som i en kommentar skrev: "Og du kalder dig forfatter!" Ja, men visse ting skal bare laves. Andre ting skal kæles for. Håndværk, og sjæl.

Et eksperiment, som så mange andre, at have denne forside oven på lagercirklen.