dagbog: Samsø 1

Ja, så er det næsten så officielt, som det kan blive: Jeg sælger min andelslejlighed og flytter til Samsø.

Skal det være det her? Tjae, hvem ved? Det ligger i hvert fald på Samsø.

Igennem de sidste par måneder har jeg kigget på huse. Først kolonihavehuse (edc, home, nybolig, andre), 8-10 stykker har jeg set, men de er vanvittigt dyre. 1.000.000 for et selvbyggerhus og 400m2 have i en kolonihaveforening, hvor man ikke må være hele året! Der er kun ét ord for det: Grådighed.

Samsø... En ven spurgte, om det ikke var noget at flytte til Samsø. Jeg tog over at se på huse. Og måtte erkende, hvad der gør en god ejendomsmægler: At tage gode billeder, der ikke viser det ufordelagtige, og skrive en god tekst, der fremhæver alt, der kan forskønnes. Igen urealistiske priser, der afspejler ejendomsmæglerne evne til at presse priserne i vejret.

Hvorfor overhovedet flytte? Jeg har en god, lille lejlighed i et godt kvarter med gode butikker, gode caféer, et godt bibliotek, en okay biograf, et grønt fællesområde i gården med store træer og buske og gode mennesker inden for rækkevidde.

Hvorfor vil jeg bytte det med et lillebitte samfund, hvor alle kender hinanden og bagtaler folk som bor i den anden ende af øen og skifter alliancer efter behov, hvor der ingen caféer er efter 1. oktober, hvor det er mørkt når det er mørkt, skønt ikke langt til noget, hvor stjernerne er det lys der er, og ikke det lys der savnes, og der ingen trafiklyde er efter kl. 18, og langt til naboerne og langt imellem de virkelige venner og langt til de gamle venner? Og hjemmet ikke er en lille kasse, der er opført for at arbejdere kunne have et sted af spise aftensmad og sove, men derimod en gammel faldefærdig gård, med en masse jord der skal passes for ikke af skabe og spejle forfald?

Og 9 år det samme sted er vel ikke argument nok for at flytte?

Og jeg... jeg, der ikke ønsker at arbejde med andet end at skrive og min relation til livet, menneskene og universet - skal jeg nu til at arbejde hver dag med ting, jeg ikke kan sige mig fri for?!

Og hvis man tænker på, at jeg er i midten af 40'erne og skal kunne finde en indtægt, og hvis jeg ikke kan finde ud af at være på Samsø og vil tilbage til københavn og skal finde et andet sted at bo... Ja, der er rigtig mange ting, man kunne være rigtig urolig for. Hvis man gad at være urolig. Men frygten er blevet min ven.

Eventyr. Dét er, hvad Samsø er. Problemer, udfordringer, og alt muligt nyt og gamle nisser, der flytter med. Det skal nok gå. Fordi det er eventyr, jeg vil. Og hvad er det lige, jeg skal i livet? Ud over at være her på bedst mulige måde? Hvad skal nogen her?