@ Samsø, transport, science fiction, livsændringer

Bunkeindlæg #1:

Har deltaget i et panel - Open College Network, OCN - der skal skabe grundlag for pointgivning til undervisning i digtning for unge. Point, som kan samles sammen og måske bruges på en højere uddannelse. En anelse tvivl om meningen med at karaktergive alle livets erfaringer - er jo selv en troende hvad angår mentorvirksomhed og mester-lærling-uddannelse. Men erkender at samfundet ændrer sig. Og at dem, som behøver erhvervelsen af kynde - tavs viden (hvordan undervise i at holde balancen på en cykel, sætte tungen rigtigt på et klarinetblad, begåe sig i en bestemt kreds? Den slags -) - nok skal finde de lærere, de behøver. Har i den forbindelse været omkring mit autodidakte forhold til den teoretiske litteratur. Jeg tror bare, jeg fortsætter med at holde mig til rygmarven, når jeg selv underviser.

Men her er en fantastisk side for dén, der måtte have lyst til at se skriften efter i kortene.

Var på Eurocon her i weekenden - science fiction festival startet i Trieste in 1971, og nu på besøg i DK for første gang. Blev fotograferet sammen med legenden Harry Harrison (efter at have "fået lov" at betale ham en drink...) og fik en signatur i en af hans bøger, hvor omslaget... ja se hér! Den skal indgå i min samling af science fiction, som nu er ved at komme på hylderne på Blågårdens Bibliotek.

Søndag aften fik Biblioteket lov at købe resterne af en science fiction-samling at udvide den samling med, som nu er kommet til at hedde The Philip K Dick Library - og det har intet at gøre med denne artikel.

PKDLibrary er nu oppe på godt 1600 bind af det fedeste fede science fiction, fantasy og horror, til gavn og glæde. Så skal også de "bare" plastes - men jeg gør det gerne. Efter at have forsøgt at forære hele samlingen til forskellige biblioteker i 10 år er det fantastisk, at det nu er lykkedes at give den et hjem - og at hjemmet er offentligheden. Min teori er en enkel fødekæde: Bøgerne står på hylderne, flere læser, flere skriver, flere bøger bliver trykt og udgivet, og flere læser. Det kan kun være til gavn for den bredere forståelse af alle sammenhænge, sådan som jeg opfatter genren: Altid på forkant med de seneste landevindinger inden for alle forskningsgrene, og først med spekulation om konsekvenserne. Altid optaget af menneskene inde i maskinen, i det STORE billede.

De seneste 6 uger har dagligt været tilbragt på Landtransportskolen med at tage et erhvervskort til bus. Hver dag optaget af total udmattelse som følge af teori og mekanik proppet ind i dette ældre kranium. Ikke megen tid til noget andet. Men formålet er at få et buskørekort, så jeg evt. kan afløse på Samsøs lokale buslinie. Køreprøve på fredag. Jeg ØNSKER mig at bestå! Jeg VIL!

I baggrunden: Afrejse til Samsø. Har afhændet min lejlighed. Begynder på noget nyt, der ikke nødvendigvis ender med fast ophold på øen. Mere at komme ud af København og ud til nye udfordringer. Dage, hvor jeg er tvunget til at gøre ting anderledes.

Drømmer om et helikoptercertifikat, men er farveblind i danske prøver (omend jeg er uddannet elektriker og engang har samlet en overbrændt 140-leder med 10 farvekoder på hver ledning, og det virkede første gang...). Har dog hørt, at man i udlandet anvender andre farvemålingsteknikker, som ikke er så antikverede som i Danmark.

Men men, det handler blot om at lade drømme åbne døre og gå igennem dér, hvor den totale modstand er mindst. Fordelen er, at jeg efter dette sidste annus horribilis og min lungekræft-frikendelse ikke længere er bange for frygten. Frygen er blot en følelse, der som alle mulige andre følelser vil fortælle mig noget om, hvem jeg ér. Ikke om, hvem eller hvad jeg bliver. En satans befrielse sådan ikke længere at behøve blive kørt rundt ved næsen af min frygt. Og uden at føle, at jeg er ligeglad, hvis jeg tillader mig ikke at gide mennesker eller er nødt til at forlade dem - søge min skæbne uden mine elskede lige om hjørnet.

Denne svulmende følelse i min brystkasse (adskillige omtaler her på bloggen - brug søgefeltet) er der stadig - den kommer og går, og jeg ved stadig ikke, hvad det er. Af og til tror jeg, at det betyder jeg er lukket. Af og til, at det er et panser. Af og til, at det er bevis på, at jeg har kraft og styrke. Af og til, at det er det fysiske tegn på forandring. En blanding af det hele, eller noget ganske andet? Jeg savner dog følelsen de dage, hvor følelsen ikke er der - føler mig ordinær. Men jeg behøver jævnligt konkrete beviser for, at ting og følelser og mennesker findes som andet end tanker. "Før" var det nok at have verden "inden i" - men sådan er det ikke længere.

Jeg er på vej ud i verden, kan jeg mærke. Ved ikke hvorhen. Jo, Samsø. Første skridt.