SORT

er en konstruktion.

Jeg er på kursus i dansk forfatterforening denne weekend. Vi skriver. Selvfølgelig. På bestilling, som opgaver - i at give slip. F.eks. "en afslapningsøvelse efterfulgt af musik, Rammstein, og når musikken standser, tænk så på en farve."

Jeg kunne ikke tænke på en farve, sort var det eneste, der føltes rigtigt, det eneste der passede. Så jeg holdt fast i sort.

"Find så din farve overalt i rummene, gå ud på gaden, kom tilbage om ti minutter."

Inden jeg rejste mig, skrev jeg en hypotese om sort, og gik så rundt og så på malerier, møbelbetræk, plasticdimser, en opslagstavle, standerlamper, hvorefter jeg pillede sort fra hinanden. Konklusion: Sort er et fravær, et postulat om trussel og potentiale skabt af malere - et forsøg på at accentuere de omkringliggende farver og fremstille deres forgængelighed og dermed livets forgængelighed; en psykologisk repræsentation af livets ophør. Tanken om intet.

Men naturlig sort er reelt mørke farver. Reduktion i mængden af tilbagekastet lys, men en farve. Selv i et lystæt rum med åbne øjne er der ikke sort. Dér er blot ingen reflektioner synlige.

Det er sådan, det egentlig ér. Der er altid noget. Så længe man lever og ånder, ér der noget. Mørke farver, okay. Men noget. En rest af verden. Et håb. Noget, der kommer tilbage. Så længe man tror på dét, og ikke på tanken om intet. Intet findes ikke, udenfor mennesket.

--
Efterfølgende skrev jeg et digt, hvor vreden fik frit løb; hvor jeg måtte konstatere, at sorgen stadig fylder mig. Jeg kan argumentere med erindringerne om tabet og ikke ønske at få hende tilbage, men må konstatere, at dét faktisk ikke er i NU, at det meste underneden hjernemasse befinder sig. Vreden sidder i kroppen, sorgen og bristede forventninger sidder i kroppen, forrædderiet sidder i kroppen. Og dét formår at vække emotioner, som jeg kan leve ud og komme af med - hvis jeg har tillid til, at det nok skal gå. At det blot er noget, der skal ud.

Med visheden om, at pladefølelsen i brystkassen er "hjertets vækkelse" er jeg tryg ved, at jeg går fremad. At jeg ikke er i færd med at glide tilbage, men bevæger mig igennem en proces, der ikke standser. At det ikke går hurtigere at komme frem til en friere, mere åben og modtagelig tilstand, kan af og til frustrere mig - men jeg har det nok lidt som et menneske med brækkede ben: Første dag, det er muligt at stå selv, er en stor dag. Jeg behøver ikke skulle kunne løbe lige med det samme, nu jeg kan stå