Samsø: Hjemme fra Katalonien

Katalonien er en selvstændig stat i Spanien, med eget sprog og et vist selvstyre. Barcelona er hovedstaden.

Jeg boede ganske naturskønt, oppe i bjergene, med udsigt til dalsænkning den ene vej og bjergtoppe den anden vej. Måske er det en tilnærmelse at kalde dem bjerge, hvis man tænker på Pyrenæerne o.lign., men der skal arbejdes for sagen, hvis man skal op til, hvor jeg boede... så lad det blive ved dét.

Huset er et typisk landarbejderhus - tykke vægge til at holde varmen ude om sommeren, men pivutæt om vinteren (dvs. mens jeg var der). Alt tøjet på, og tænde op i køkkenets ildsted, så ofte det var muligt.

Måske var det for meget for dette vestligt tilpassede væsen? I hvert fald lagde jeg mig på langs, efter at have slåsset med svimmelhed i over en uge. Og er stadig syg i dag.

Boris, som jeg var havde mødt i Bolivia, havde inviteret mig derned; han og et par stykker andre på lav eller ingen indkomst boede ret billigt, og der var et værelse ledigt. Den nærmest by var Riels, godt 12 km væk, ned ad snoede veje og hårnålesving - en lille, søvnig by med stor arbejdsløshed og tung følelse af langsomhed, for mig, gamle storbyrotte, på den gode måde.

Det blev en rigtig god oplevelse at være sammen med min nye ven og hans bofæller - ikke noget med at sidde lårene af hinanden, og god mental og følelsesmæssig kontakt. Sjældent, at et så nyt møde kan foregå uden mislyde, men jeg var mere i ro, end jeg er hér (selv på Samsø er der psykisk larm og støj overalt!) - givet fordi det var så isoleret, og vi behøvede hinanden i denne isolation. Jeg mærkede ganske enkelt større taknemmelighed - og tak for dét; tak for, at jeg kunne mærke det.

Det var ikke megen tid, jeg tilbragte i Barcelona - i hvert fald ikke dér, hvor turisterne kommer. Jeg så La Sagrada Familia, Gaudí's ufærdige domkirke - tog specifikt ud for at se dén, men museer og den slags har aldrig i sig selv haft min store interesse; det handler altid om menneskene den gang bag og menneskene i dem i dag: Hvad er formålet med dem, hvordan er de tænkt, hvorfor ér de der? Derfor var det spændende at hænge på rækværket ind til denne enorme byggeplads, og forsøge at komme bare en anelse ned under pandebarken på Gaudí - han forekommer antiautoritær og gudfrygtig på samme tid - de fleste ville lade en fordømmende gud være spejlet for alle excesser, men Gaudí... Menneskenes verden er alligevel så lille sammenlignet med det guddommelige, så hvad kan lidt sjov og leg skade?! I museumskiosken uden for La Sagrada Familia købte jeg to aflange postkort, af to fotografer, der havde fået samme idé: At knipse et vy af Barcelona fra helekopter, med Middelhavet langt ude til højre, og nærmest umærkeligt i centrum dette monstrum af en domkirke på alle sider omgivet af beboelse og forretningskomplekser. Var det fotografernes politiske eller filosofiske holdning: at vise mig hvor ganske lavt over Jordoverfladen den menneskelige ånd og tanke reelt har dominans?

Samsø til sammenligning er ganske flad, et luftfoto vil ikke byde på mange overraskelser, ud over måske Energiakademiet: Bondeland, fladt, landsbyer forbundet af 2 km vej - som at se ned på et spil Ludo - men hér skal syndsforladelsen og det interessante ikke findes ved at se op, men ved at have tid til mennesker, og ved at søge mennesker. Jeg skal ud af min lejlighed 30. april, og giver mig en chance til at finde noget andet herovre. Det er godt at se noget andet - Spanien, Sydamerika, Antarktis - men har man blot en tændstikæske parkeret noget sted, har man noget at komme tilbage til. Jeg føler mig fristet til at sige: [hjem til] - hvisket...