Eksildigter, Alan Pary: I kunst skal du ikke tænke tilbage.

Alan Pary er eksilkristen og digter - eller måske må man ligefrem sige "eksildigter", al den stund han er uønsket i Irak, fordi han ud over at være kristen ikke blot nøjes med at tænke sine digte.

Digtningen alle vegne, herunder også i Danmark, ønsker typisk verden bedre for alle, men når et menneske fra en anden kultur kan blive jagtet for at skrive digte, der ønsker verden bedre, er det sært at være borger i en nation, hvor digtning endnu er for de få. Man kunne jo få den tanke, at danskere generelt oplever at have det så godt og trygt, at enhver forandring er en trussel. (Det kaldes, i så fald, stagnation.)

Alan Pary er blot én blandt mange eksil-irakere, som i overensstemmelse med gældende dansk medmenneskelig praksis har levet i årevis i danske asylcentre, helt eksakt 10 år på 3-sengsstue, og nu står over for en yderst uvis udvisning til det strengt muslimske styre i Irak.

Han skriver altid om håb, siger han i dag i Information [pdf]. "I kunst skal man ikke tænke tilbage... hvis du tænker negativt, kommer du til at bringe det ind i kunsten. Jeg skal ikke bringe sygdom til folk. Jeg skal bringe det smukke."

Alan Pary har overlevet 10 års venten på at skrive digte. Har lært sig dansk ved at lytte til Sandholmlejrens personale og skriver i dag digte på fejlfrit dansk. Men hvor mange mennesker er i stand til at overleve 10 år i uvished? Man kan prøve, hvis man kan, at forstille sig, hvordan det som barn ville være at blive foragtet for sin religion, og som voksen at blive fængslet for sin tro.

Det har længe være svært for mig at kapere den danske model med at holde folk i Limbo i årevis. Det er tydeligt, at lovgiverne lever i en verden, hvor frygt ikke blot er primus motor, men også produktet. Hvor ville det være befriende, hvis man snart kunne rejse hovedet alle steder og sige: "Jeg kommer fra Danmark - I ved, dér hvor håbet om en bedre verden bor!" snarere end "Jeg kommer fra Danmark - undskyld! Undskyld, at vi er så bange!"

-

Forfatter, dramatiker og medlem af Dansk PEN, Michael Svennevig, har baseret et teaterstykke, "HEGN", på Alan Parys skæbne i Danmark, som blev opført i Juni på teateret Sorte Hest.

Om stykkets tilblivelse siger Michael Svennevig:

"Selvfølgelig kan det ikke lade sig gøre. Ikke på så kort tid... Men så gælder det om at få fat i de rigtige samarbejdspartnere. Niels Vigild, Thulla og jeg havde allerede lavet "Ørkenshow" (en musikalsk tekst-collage baseret på min roman "Ørkendrømme") på Teatret ved Sorte Hest, så vi vidste, at vi ville kunne samarbejde, og samarbejde godt. De var begge straks med på ideen. Det samme var teatret.

Vi tog sammen op og besøgte digteren i Sandholmlejren og gik tur langs hegnet. Karl Johan Mikkelsen fra D2R, Den Anden Radio, optog lyde fra lejren, som Thulla bearbejdede til forestillingens lydspor.

Det er et stort ansvar, når man skal omsætte levet liv til teater. På den ene side gælder det om at være tro over for det levede liv, der har inspireret til historie, men samtidig skal teksten fungere som teatertekst. Men nogle tekster skriver sig selv, ligesom HEGN gjorde. Musikken og sangene skulle komponeres og teksten skulle indstuderes, og de to fortællelag finde sammen på scenen. Jo, det kan lade sig gøre.

Nu mangler vi bare at få omstødt nogle vilkår og omstændigheder, der er uanstændige. Skammelige. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt. Det er næste skridt.

Alle involverede i HEGN har arbejdet uden honorar.

Hvis vi hver især gør det, som vi bør gøre, skal vi nok få det ændret."

-

Sognepræst ved Apostekirken på Vesterbro i København, Niels Nymann Eriksen, var inde at se stykket, og blev så rørt, at han i samråd med Michael Svennevig besluttede at lave en happening i kirken. "De afviste asylansøgere... fremstilles ofte i pressen... [kun] som del af at problem eller en sag. Vi synes, det er nødvendigt, at folk får mulighed for at møde dem ansigt til ansigt, og høre deres personlige historie... Ofte er asylansøgere endt som en slags gidsler i det politiske spil. Det vil vi gerne gøre noget ved - ved at gøre det på denne måde." Citat fra Vesterbro Bladet, 13. august 2008

Som indledning havde Michael Svennevig skrevet en prolog, som skuespiller, Kirsten Olsen, læste op. Den kan hentes [hér.]

--
Har man det godt, har man typisk overskud til andre. Har man ikke overskud til andre, men insisterer på, at man har det godt, hvad skal man så kalde det?

Igen kunne man risikere at få en tanke: Måske har vi det ikke godt i Danmark? Spørgsmålet kunne så være hvorfor - men for at blive i Alan Parys tankegang: Hvad skal der til for, at vi får det bedre?

Dramatikeren og præstens iscenesættelse af møder med afviste asylansøgere forsøger at vise det, men meget ville være nået, hvis enhver for sig selv anerkendte, at et menneskes ve og vel ikke er en service, der kan påtages af lavestbydende; at et menneske ikke har en pris, der skal omregnes i kroner og øre: En tidligere centermedarbejder i Sandholmlejren, som må siges at være tæt på dén problematik, er [hér] dybt kritisk over for den statslige politik, Dansk Røde Kors og pengetænkningen i forbindelse med (citat) "omsorgen" (citat slut) for asylansøgere.

Et menneske er et menneske er et menneske. Det kan ikke for ofte vises, siges, indses. Prøv selv.