LOVINA, Bali

PAA STRANDEN

Er han, er det anden gang paa over 5 uger jeg har set en beruset balinser.

Foerste gang var i gaar aftes, paa vej ned gennem gang’en til Ella II, vores hotel: En halvt afklaedt fyr med strittende, fedtet haar, som baksede med at faa troejen ned i bukserne og saa undskyldende paa mig, da jeg passerede.

Denne unge mand, derimod, kaemper med balancen i skyggen paa bedet af smutsten neden for den terrasselignende massageplatform mellem cafeen og det indiske ocean.

Det er ikke en kamp for at komme op at staa, det forekommer ret og simpelt at vaere et spoergsmaal om balancen siddende, eet ben ud paa asfalten, det andet paa de graa sten, intet pres for at holde sig oprejst eller stemme imod, men armene svingende som en svoemmer i luften for ikke at falde bagover.

Paa stoffer? Fuld?

Nogle minutter forekommer hans arme at gaa i takt til musikken fra cafeen, som naar et barn leger damplokomotiv paa vej op i fart, men saa er han ikke laengere i rytmen - hvis det er musik, der bevaeger ham, er det musik kun han kan hoere. Saa straekker han armen mod traetoppen som for at gribe noget der, men vaegten af armen drejer hans krop i en unaturlig vinkel, stadig eet ben paa koerebanen, og traekker ham bagover.

I den strakte arm ses hver eneste muskel spaendt til det yderste og alle sener som stenhaarde reb staaende i strenge op gennem huden fra vedhaeftning til vedhaeftning. Det samme i nakken; to tykke spaendte strenge, der ser ud til at vaere ved at spraenges, mens kroppen vaelter langsomt vaek fra koerebanen, til hoejre, ned paa det stenede leje, holdt tilbage af den stivnede overkrop, men stadig saa fleksibel, at hovedet og skulderens fald mod underlaget naesten er en svaeven.

De otte-ti maend, der har siddet og roeget og snakket paa den meterhoeje platform, ser ned paa ham og taler indbyrdes om ham. Ingen smiler eller kommer med aabenlyst haanlige eller humoristiske bemaerkninger; de forekommer ikke synderligt bekymrede, mere observerende. Flere af dem har ryggen til og sidder demonstrativt og ser ud over havet.

Det er tydeligvis et epileptisk anfald.

Med mine idealer, min personlige og mine paaduttede vestlige idealer fatter jeg ingen af de samfund, som ikke griber ind i andres ulykke. Jeg har set det i Aegypten og i Peru. Nogen falder om, omgivelserne ser paa. Maaske nogle paa stedet sender en boen til guderne om hjaelp til dette menneske. Grundaeggende fremstaar det dog som “ikke min ulykke og der er intet, jeg kan goere”.

Anlaegger jeg derimod samme synsvinkel som journalisten Chatwyn bliver tvunget til i “Songlines” for overhovedet at komme i kontakt med Verden – observere foerst og vente med idealernes tyngende vurdering til senere – er det et trae, der falder i vinden; en hund, der bliver ramt af en bil; en oversvoemmelse, der river alt med sig neden for ens hus. Men jeg kan ikke forblive udeltagende laenge. Jeg behoever at forstaa – jeg er en skide, overbeskyttet vesterlaendinge, tryg i min pengepung og min rejseforsikring og mit kreditkort, og jeg behoever at forstaa!

Uberoert, som jeg er, af postulaterne om et spirituelt efterliv med eller uden beloenning for liv levet i dette, er menneskeheden som faelles entitet en mental konstruktion; den biologiske form bestaar af enkeltentiteter med to formaal: 1. Personlig overlevelse, og 2. energi givet til faellesskabets fremmelse og overlevelse, hvis ikke dette strider mod foerste regel. Hjaelpe sig selv foerst, og kan man ikke det, kan man ikke vaere en anden til hjaelp; har man derimod success med egen overlevelse, traeder behovet for hjaelp til faellesskabet i kraft, fordi ens videre overlevelse er betinget af faellesskabet.

Den faelles entitet, den “faellesmenneskelige skaebne”, kan vaere et produkt af gudsdyrkelse og pragmatisk observans – hvad, der er rigtigt at goere hvordan og hvornaar – som ogsaa kan dikteres at imodsige den foerste regel. Men her paa Bali, hvor hinduismens religioese binding bestemmer alt i forhold til alle interpersonlige relationer, arbejdssted, bosted, opmaerksomhed paa gudernes behov, aegteskab, hvornaar der skal saas og hoestes og klippes haar og skaebnen er haard for enhver paa grund af dette uslippelige, umistelige imperativ om individuelt ansvar, findes den individuelle frihed kun i rummene mellem de religioese bindinger. Frihed til ikke at hjaelpe, frihed til at spare paa egne kraefter, frihed til ikke at soege andre udveje, ikke gaa uden for det kendte. Eller gaa uden for det kendte; intet samfund kan klare sig uden nytaenkning.

Maendene, der ser paa manden paa jorden, og alle de omkringstaaende, studerer jeg mindst lige saa meget som jeg ser paa fyren krampe og ryste og skumme om munden. Uden Chatwyns blik til hjaelp fatter jeg ikke, hvorfor ingen reagerer med handling – betragtet som astrologisk vaesen maa han vaere et luftvaesen, smerteafhaengig. Med hans oejne, er det her en foelelsesmaessigt voldelig mulighed for at laere noget nyt; min nysgerrighed er foreloebig nok til indtil videre ikke at springe i aktion som sympatisk, humanistisk vesterlaending. Hvad kan jeg ogsaa goere? Diktatet er ikke laengere at presse en ske mellem kaeberne – sandsynlighed for at han bider sin tunge over er ikke hoej og den nyeste viden goer det mere sandsynligt, at han knuser sin egen kaebe med en ske i munden – og jeg har intet medicin at give ham, som kan haelpe, og der eer heller intet, uden en noeje neurologisk undersoegelse. Men der gaar ikke laenge, foer jeg foeler mig tvunget af min egen imperativ: At assistere. Paa det niveau, hvor jeg kan goere noget. Jeg kan udvise omsorg.

Da ingen andre har taenkt sig at goere det, eller maaske venter paa at det enten gaar over af sig selv, eller haaber at en anden goer det, goer jeg det altsaa.

I cafeen har de ingen puder. Heller ikke maendene paa platformen har nogen puder eller lignende. De forekommer at ikke forestaa, hvad det er jeg vil opnaa med noget bloedt.

Impulsivt kraenger jeg t-shirten over hovedet, folder den sammen og laegger den under hovedet paa den epileptiske, saa han ikke kan banke det ned i stenene. Forbliver knaelende ved hans skuldre, og flytter min interimistiske pude efter, hvor spasmerne drejer hans hoved hen. Holder min haand paa hans skulder og ser ind i hans oejne. Ser saa neutralt paa ham, som jeg er i stand til – helt uden medlidenhed, blot et menneske, der hjaelper ham uden at forvente noget til gengaeld. Jeg foeler, at jeg goer det rigtigte.

Han skummer meget om munden og skaerer voldsomt taender; kaeberne gaar frem og tilbage. Huden omkring oejnene er spaendt som alt andet, og pupillerne staar frem i en soe af hvidt, der faar mig til at taenke pa oejnene paa en ko, der lugter blodet fra slagtehallen. Han er lige saa fremmed i denne tilstand som et menneske kan vaere noget fysisk eller psykisk sted. Komplet isoleret. Jeg ved bare, at han vil komme tilbage – paa et eller andet tidspunkt vil han komme tilbage. Men til hvad? Til mere af det samme, givet. Jeg kan ikke forestille mig, hvad balineserne taenker.

I vesten betragter vi mennesker med f.eks. Darwins Syndrom som laverestaaende, “underudviklede”, paa grund af deres manglende evne til at forstaa og efterleve alle sociale nuancer. Her paa Bali har “mongoler” paa grund af deres ukomplicerede sind status af noget hoejere end de fleste – de er taettere paa guderne og venereres som saadan.

Kan det taenkes, at hans lidelse i dette samfund definerer ham som en person, man ikke hjaelper, fordi den uforstaaelige sygdomsmaessige isolation i hans person goer ham til en ubekendt, en fremmed uanset alt dagligt genkendeligt, og dermed uden for regulaer tryghed? i andre kulturer ville hans spasmer kunne saette ham paa den direkte vej til kontakt med guderne, til ophoejelse til seer eller vis mand, men paa Bali vil en verdsligs syner vaere i konkurrence med praesternes fuldstaendige overherredoemme – med mindre han kunne fremtraede klarsynet og staerk, naar han er upaavirket af spasmer, og saaledes understoettet af guderne og paa vej til at blive en Balian, et spirituelt taleroer. Det er overhovedet ikke til at vide, isaer ikke i denne tilstand, og selvom han ligner en bums paa laveste trin, er jeg ny her i omraadet og landet og kulturen, og aner ikke, hvordan han opfoerer sig til daglig – hvilket menneske, han fremtraeder som.

Der er selvfoelgelig ogsaa den mulighed, at han med rette eller ej blot er en af de berygtede javanesere, som saa mange balinesere beskylder for alt muligt – arbejdsloese, der kommer tilrejsende fra Java for at finde arbejde, uden familie, uden netvaerk, og derfor nemt kan goeres ansvarlig for alt verdsligt… fordi tyv tror hver mand stjaeler, og ene mand i sit ubevidste ved, at enhver vil goere hvad som helst for at overleve i et fremmed samfund? Undlader man derfor at assistere ham, slipper man for at skulle goere noget andet for at slippe af med ham – f.eks. forgive ham, hvilket heer ikke ville udloese den normale vestlige nysgerrig efter doedsaarsag. En antropologisk bog, jeg laeser om de moerkere sider af balinesisk hinduisme, siger det paent og poetisk pakke ind: i modsaetning til vesterlaendinges opfattelse er Bali ikke paradis for balinesere. Chauffoeren, der koerte os hertil i gaar, gentog hvad mange andre balinesere har sagt: “Livet er haardt”.

Da han begynder at komme tilbage, vil han op at sidde, og jeg stoetter ham til lodret. Men han har ikke kontrol over kroppen, svejer fra side til side som en der glider baglaens ned ad en bake og famler efter grene og kviste. Men herfra vil han videre op at staa, og jeg og min veninde stoetter ham til han staar, men hans ben kan ikke baere ham, og han er ude af balance i alle retninger.

Mennesker, der aabenlyst og bevidst soeger at forloese spaendinger, komme igennem til ny erkendelse, give slip paa det overfloedige og uhensigtsmaessige, skal man holde sig paa omsorgsfuld afstand af: de har en retning og de indser ofte, hvornaar de ikke laengere kan selv, og saa kan man traede til. Mennesker, der ikke har saadan kurs, men ret og simpelt befinder sig i den saarbare nedre del mellem styrke og svaekkelse… For mig er han lige saa saarbar som et barn. Han er et fucking noegent barn, der kaemper for at blive i stand til at beherske verden. Hvorfor ikke foelge ham i hans behov for at komme ned at ligge igen, toerre skummende savl af hans kinder, soerge for at han ikke slaar sig? Og da han kommer tilbage til sig selv, foelge ham i hans behov for at adskille sig fra omsorgen og give slip paa ham, da han krummer sig sammen i fosterstilling paa de graa sten?

T-shirten ligger paa jorden ved siden af en soe af savl. Jeg traekker den over hovedet; registrerer, at den er vaad visse steder, men vaelger at det er mit eget sved. Og er det ikke, gaar det alligevel. Jeg foeler mig skide god. Jeg foeler mig rigtig. “Saadan man skal vaere”. Men min stol staar tom inde paa cafeen. Jeg ville under alle omstaendigheder ikke kunne vaere to steder paa een gang. Fuck det. For helvede fuck det!

Ud af baglommen paa fyren stikker en flaske op med en gullig vaeske. Med haanden mimer jeg et spoergsmaal til dem paa platformen, om epileptikeren drikker. De siger nej. Vi enes om, at han er epileptiker, og jeg siger til dem, at det er vigtigt, at man goer noget aktivt for, at et spasmeanfald ikke bliver til skade for den epileptiske, og stikker en spontan loegn om, at man skal drikke meget vand – at vandmangel udloeser anfald. Det kunne taenkes at vaere een af mange udloesende faktorer, som jeg nu er i stand til at analysere sygdommens profil, men jeg siger det kun for at faa dem til at kommunikere et eller andet til ham. Hvis de kollektivt holder kaeft, saa er der ikke noget at goere, men maaske kunne det vaere en begyndelse paa noget nyt. Det kan selvfoelgelig ogsaa vaere, at de i virkeligheden er langt mere realistiske end jeg. Maaske skal han koeres over eller slaa hovedet paa en sten eller faa et spidst bambusraekvaerk gennem maven, hvis ikke han kan finde ud af at klare sig selv – jeg kan forestille mig mange, mange maader for at doe paa, hvis ingen bakker op om ham, men maaske har de nok i den skaebne, guderne stikker dem ud. Maaske, maaske, maaske mig et vist sted.

Jeg drejer om paa foedderne, vinker igen, denne gang over skulderen uden at vende mig; gaar tilbage til cafeen med min veninde i haanden og ser siden ikke paa hverken dem eller ham paa jorden. Jeg er Vesten. Vesten har talt. Der er altid noget at goere. Rend og hop.