Washington, Peru, Kbh 1

det begynder godt...

(Og hér er det så, jeg atter bliver opmærksom på min brug af ironi. Hvorfor er det, at det er så svært at sige tingene lige ud? Er det noget af tilbehøret til en digterhjerne, et digterhjerte - at det er omskrivningen, der skaber synligheden og betydningen uden at bruge helt så mange ord? Men hvorfor bruger jeg så så mange ord?)

Well, jeg opererer med et begreb, jeg kalder venteværelset. Skulle jeg finde på at skrive en poetik engang, ville den sikkert tage udgangspunkt i det. Den ene halvdel er ventepositionen, hvor det handler om at blive tom, så det nødvendige at sige melder sig selv. Den anden halvdel er venteværelset som det rum, hvor dørene til de forskellige mulige virkeligheder manifesterer sig, når fødderne ikke vil gå og det er nødvendigt at finde en rigtig vej: Jeg venter længe nok i venteværelset = gennemlever dagene i mit liv uspektakulært med den personlighed jeg er, og gør det, jeg kan og vil og er - og går igennem den rette døråbning, når den manifesterer sig.

Hver lille ting har sit eget venteværelse. Af og til fylder et enkelt venteværelses venten mit hele fokus - hvis fødderne ikke af sig selv vil igennem nogen af døråbningerne, eller der går længe, før en dør dukker op. Men én eller flere døre vil dukke op, og på et tidspunkt en døråbning, som jeg kan gå igennem.

Jeg gik fra min kæreste, akkurat før vi skulle ud at rejse. Efter at have set antallet af døre svinde ind, var der lige pludselig kun én dør at gå igennem, og mine fødder havde behov for at gå. På den anden side, i venteværelset dér, var der også kun én dør. At spørge om hun ville med ud at rejse alligevel.

Det ville hun ikke. Og jeg forstår det godt. Og er vel egentlig lidt lettet over ikke at skulle bruge en 3 måneders rejse på at kæmpe for at opnå noget, vi ikke lykkedes med gennem halvandet år - set med mine øjne. Men døråbningen var der, og fødderne ville igennem. Upraktisk, urealistisk, måske oven i købet en stensikker genudspilning af exkæresten, der vil være the good guy. Men det gør det ikke mindre væsentligt, derved at fødderne ville dén vej - uanset hjertets frygt og hovedets katastrofescenarier.

Så det begyndte godt, not: Alene på rejse, i tre måneder.

Jeg tænkte så, at jeg ville bruge noget mere tid hos vennerne i Washington, før rejsen til Perú, og fandt at man mod et mindre gebyr kunne ændre afgangen selv hos flyselskabet. Men noget gik galt i transaktionen, jeg fik ikke ændret afrejsedagen fra Washington til Lima, men står nu i stedet uden to af mine reservationer. Med 4 dage til afrejsen.

Forsøger man at fortælle mig et eller andet? Døren til Verden står stadig åben - men kommer jeg til at gå igennem den, d.4. januar kl 9?

Godt spørgsmål!