washington, Peru, Kbh 4

Jeg er sulten. Kan næppe beskrive det på nogen anden måde. Jeg er overmåde sulten. Og jeg har været sulten det meste af mit liv.

Det var næppe skolens skyld - den gjorde det bedste, den formåede. Ej heller mine forældres skyld - de gjorde det bedste, de formåede. Skyld bærer ingen. I den verden, jeg blev født ind i, var der blot ikke plads til min nysgerrighed, eller ressourcer til at stille den.

Så, jeg er stadig sulten. Blasert over for verden og verdens kulturer, ja, det er jeg - fordi mit fremmeste talent er syntesen: Koblingen af enheder til færre enheder - på uforståelig vis har jeg naturlig forståelse af koblinger, jeg ingen forudsætninger har for at forstå. Men det vedligeholder sulten, når der bliver mindre og mindre at fortære. Så, sulten er efterhånden konstant.

Min amerikanske veninde er et kildevæld af informationer - om amerikansk politik og økonomi, med alle mulige levende og døde figurer kastet ind i historierne, som jeg ikke har hørt om eller forstår betydningen af. Men hvis jeg kan modstå utålmodigheden med hendes trang til at fortælle uden at vente 5 sekunder på modspil, mærker jeg sulten melde sig som en brændende slange, der fylder mine lemmer.

Det er dog ikke den fysiske verden, der interesserer mig - ikke menneskene som sådan - men hendes personlige optagethed af sammenhængene, der vækker slangen, når det lykkes at tøjle utålmodigheden: Den brændende længsel efter at føle mig fyldt op af noget, der betyder noget. Noget, der er værd at give videre - på samme vis som hun brænder for at dele sin akkumulerede erfaring med mig og enhver, der gider høre. Det er selveste trangen efter at være en del af noget, som behøver mig. Ikke bare et hvilket som helst menneske, men mig. Med de evner, jeg besidder, og med den sult, der kommer af aldrig at være blevet stimuleret tilstrækkeligt.

Jeg ser ud mod verdensrummet gennem film og bøger, jeg ser indad gennem filosofien og drømmene, jeg ser eksistensen udstrakt mellem forestillingerne om før og efter, og i illusionerne og de smukke fantasier om et liv før og efter dette. Det ér ikke og kan ikke være enkeltindivider, men beskriver derimod tilsammen det smukke væsen, som drømmer alle disse ting: Mennesket. Mennesket, som kun kan reagere med impotent vrede, sorg, følelse af ulykke, når sydamerikanske fattige bevidst forgives af mad, som falske nødhjælpsarbejdere uddeler til dem ved juletid. Mennesket, som jubler foran skærmen, når barnet efter flere døgn hentes op af en dyb brønd i en ukendt provins i et land, de knap nok ved, hvor er.

Dette menneske, som skaber universet, uden at forstå redskaberne til skabelsen, men ikke desto mindre opbygger det fra grunden på gætværk og deduktion og statistik og hardcore vedholdenhed ved observationen af de største og mindste detaljer i de største og mindste mønstre... Dette menneske er min brændende sult.

Som snart 47'årig er jeg klar over, at jeg skal dø en dag. Denne dag var uendeligt langt væk for 15-20 år siden, men ikke i dag. Men jeg er ikke den fjerneste bange for at blive væk blandt stjernene. I min egen opfattelse af tingene kan jeg ikke gøre andet og mere, end det jeg gør. En stædig, selvfokuseret afsøgning af det forståelsesunivers, der er mennesket. "Virkelighed er et sprog i sindet (the mind)" kom for nyligt til mig under en skriftlig gennemgang af perspektiverne i og problemerne med tidsrejser, som forskere i parantes mere betragter som en sandsynlighed end det modsatte: Jo flere mennesker, der fokuserer på det samme, desto mere virkeligt bliver det.

Sådan er det med sprog - de forskellige sprogs opgave er formidlingen af afgrænsede virkeligheder, og den fælles virkelighed tales i et fælles sprog, der overfører, "oversætter" eller #transporterer" individuelle oplevelser forståeligt fra menneske til menneske. Så "rød" altid er forståeligt "rød" for alle, "glæde" er forståelig "glæde", "gud" forståelig "gud" og "fremtid" et projektionsrum alle skal kunne gå lige trygge ind i.

Men der er så mange mennesker, som er bange for at dø. Bange for at lide. Uagtet at alle religioner og trosretninger, selv dem uden guder og/eller med personofre, rummer muligheden for en ideel bortgang... Og denne frygt, som er en totalt overflødig advarselsmekanisme fra dengang vi var reptiler og vores hjerne kun bestod af rygrad og en smule hjernebark med hormoner til straf og belønning, værner vi om og giver stadig videre fra generation til generation, fordi vi ikke ser nogen alternativer til at kende til faren ved visse ting.

Denne mangel på alternativ er hvad der driver mig i dag. Slutteligt vil jeg måske blive drevet ud over kanten, men i dag forsøger jeg bare at finde frem til det, jeg ønsker. Dét, der definerer mig. Jeg drives den vej, fordi jeg ér sådan. Og hvad der venter for enden af denne vej, er enten døden eller et svar. Længere er dén ikke. Dét mildner dødsangsten (, Mikael). Jeg befinder mig reelt set ikke på en vej, idét et sådan billede angiver muligheden for at vende om eller tage en anden rute, men det er ikke tilfældet. Analogien passer kun, hvis jeg i indbildskhed forestiller mig, at andre mennesker ikke lever deres liv lige præcis så fortvivlede, entusiastiske, varmemissilsøgende, begærlige, udmattende, stædige, værdiannullerende liv som jeg.

(Og hér er så det inkompetent sammenskruede, men dog effektive, amerikanske varmeanlæg gået i gang med at holde kulden ude af lejligheden - med en vibration og en larm som flygtningelejrens 10KW-generator, der går igang igen lige uden for teltet. Nyttig... men hold da kæft, hvor det larmer - især 3:38 om morgenen!)