washington, Peru, Kbh 9 - ankomst Lima

ankommet til Lima. Har overdraget min gave til værtsparret (mine venner), en G4 bærbar mac, 17-tommer fra 2006, som jeg hentede i århus, betalte 3200 for, og proppede RAM i. De blev meget glade. Ved ikke præcis for hvad - for at blive påtænkt, eller for selve gaven - men det er mig lige gyldigt, jeg giver, fordi jeg det gør mig glad at forestille mig, at de har brug for det, og at jeg kan tage pengene ud af min egen økonomi og proppe dem ind i deres, og have en mening om, at jeg kan investere pengene i noget i deres liv, som de med pengene i hånden aldrig selv ville købe: Muligheder, og en vis følelse af status, at være noget værd, som ikke er alle forundt. En lækker Mac, med lækkert styresystem, som aldrig går ned, og kan de lækreste ting. Det er et statement om at føle sig rig. Rig på muligheder, rig på omsorg og omtanke, og måske med et snif af lugten af faktisk rigdom, hvem ved? Og så kan den også bruges til deres form for arbejde - grafisk design.

Jeg er et rigt svin, forstår ikke fattigdom. Jeg siger ofte ting, der skiller vandene. Hvad er rig, hvad er fattig? Spiser man hver dag, bor man under et tag, kan man tage væk fra hvor man bor og opleve et andet sted, variation, få daglige informationer, have venner på besøg, gå ud at spise af og til, have råd til at gå til en læge, kan transportere sig til og fra arbejde, har tid til personlige interesser, hvor går grænsen for, hvornår man skal opleve sig selv som fattig? Jeg er som jeg er. Jeg siger ikke ting med formålet at såre, bider mig hellere i tungen. Og skal jeg være så skide påpasselig, er det nok ikke hér, eller dér, jeg skal være. Spørgsmålet er vel snarere, om der findes et sted, hvor jeg ikke skal passe på med, hvad jeg siger. Og mens jeg leder, må jeg bare observere på mine omgivelser - ser de forkert ud i hovederne, holder de op med at tale til og med mig, opfører de sig anderledes? Jeg er bare mig, mens jeg er det - kan ikke være andet, om jeg så ville. Fremtiden - det er en anden snak. Man kan altid forsøge at forberede sig på konsekvenserne af sine forestillinger - en jævn blanding af godt og skidt i fremtidens vejrudsigt har det med at tiltrække det samme, solen bliver grøn, hvis man har grønne briller på og den slags. For lyst forestillet en fremtid, dyret bliver rastløst; for mørk, englen kvier sig. Der er nødt til at være en vis balance.

Jeg forestiller mig, at der intet mørke var, i mig eller nogen, og kan således ikke se, at der ville være noget lys. Ingen venlighed, ingen ægte omsorg, ingen nysgerrighed, ingen følelse af nytte, intet udsyn mod fremtiden, ingen håb, ingen drømme, ingen længsel. Intet af menneskelige følelser, der fødes og næres af tab og frygt og smerte og savn og mindreværd og indædt vrede. Der ville intet være. Og måske ville dét være godt. Og måske ville det være til gavn for noget.

Jeg tror ikke længere, at balance betyder stilstand - de to vægtskåle i stilstand. Men derimod kendskab og accept, måske tillige funktion, af lys og mørke. Hvor det samme som ikke at handle er energetisk at have handlet. At forestille sig mørke handlinger til at skamme sig over, for at udbalancere en overvægt af lys, at tilbyde uforudset og nødvendig hjælp at føle glæde ved og stolthed ved at kunne, and never mind what anybody things, for at udbalancere en overvægt af mørke. Balancen sker ikke ved at følge lovene - i bedste fald hvad dét angår handler det om at være blevet lovene - men derimod at finde ud af, hvordan ens egne love lyder. Og... balancerer man, selv?