Lige nu.

Det er ikke muligt at diskutere med et menneske, der ser Islam som eneste rette vej.

Det er ikke muligt at diskutere med et menneske, der ser Kristendom som eneste rette vej.

Det er ikke muligt at diskutere med et menneske, der ser Buddhisme som eneste rette vej.

Det er ikke muligt at diskutere med et menneske, der ser Sufisme som eneste rette vej.

Det er ikke muligt at diskutere med et menneske, der ser Jødedommen som eneste rette vej.

Det er ikke muligt at diskutere med et menneske, der ser Hinduisme som eneste rette vej.

Det er ikke muligt at diskutere med et menneske, der ser Kapitalisme som eneste rette vej.

Det er ikke muligt at diskutere med et menneske, der ser Liberalisme som eneste rette vej.

Det er ikke muligt at diskutere med et menneske, der ser Socialisme som eneste rette vej.

Det er ikke muligt at diskutere med et menneske, der ser Sex som eneste rette vej.

Det er ikke muligt at diskutere med et menneske, der ser Økologi som eneste rette vej.

Det er ikke muligt at diskutere med et menneske, der ser Familien som eneste rette vej.

Det er ikke muligt at diskutere med et menneske, der ser Klassedeling som eneste rette vej.

Det er ikke muligt at diskutere med et menneske, der ser Konsensusstyret Undervisning som eneste rette vej.

Det er ikke muligt at diskutere med et menneske, der ser Bilisme eller Cyklisme eller Fodgængeri som eneste rette vej.

Det er ikke muligt at diskutere med et menneske, der ser Selvfanget Føde eller Vaccuumpakning som eneste rette vej.

Det er ikke muligt at diskutere med et menneske, der ser Kærligheden som eneste rette vej.

Det er ikke muligt at diskutere med et menneske, der ser Debatten som eneste rette vej.

Det er ikke muligt at diskutere med et menneske, der ser Krigerens vej som den eneste rette.

Det er ikke muligt at diskutere med et menneske, der ser sig selv som eneste rette vej.

Det er ikke muligt.

Og hvad gør man, når man ikke kan tale sig til rette om at være her, begge to?

Hvad gør JEG?

Lader mit temperament løbe af med mig i alle situationer, hvor jeg møder uviljen til diskussion?

Sover dårligt om natten af frygt eller vrede?

Ignorerer jeg dem?

Tager jeg deres uvilje som en trussel i sig selv?

Omregner jeg deres fællesskab i tal og lader overgreb veje tungest på vægtskålen?

Forsøger jeg at forstå dem, omfavne dem, selv skabe den plads i mig og min verden til dem, som ikke har plads til mig?

Er jeg en kriger, der blot venter på at bægeret er fyldt, eller en helbreder, hvis bæger aldrig løber over?

Eller er jeg ham, der står i midten og endeløst grubler over, hvem af de to, jeg egentlig bør være, nu?

Lige nu.

(reaktion på)