@ Ungdomsoprør #2 eller 3? Eller 203?

Kunne man forestille sig, at vi står midt i "det argumenterede ungdomsoprør"?

Min tanke er, at det er så usædvanligt, at de unge kan mobilisere 5000 aktive opbakkere omkring et enkelt mål, på en måde der kan få politikere i tale. Her har jeg lyst til at sætte tre prikker, men lad mig prøve at sige det i stedet:

Et ungdomsoprør går imod konventioner og autoriteter. Og "oprøret" defineres af mængde.

Er 5000 mange? Eller 5000 blot de synlige - dem, der aktivt er i stand til at manifestere fysisk nærvær omkring en sag, som i dén grad er begrænset til hovedstaden?

Jeg tror, det sidste er tilfældet. Jeg vil faktisk gå så langt som til at sætte min hat på højkant: Jeg æder den, hvis ikke der rundt omkring i hele landet, på alle børne og ungdomsværelser findes sympatisører med Ungdomshussagen - ud fra kriterier, som ikke nødvendigvis har noget at gøre med det faktiske hus, men handler om vilkår i nærsamfundet: Muligheder og umuligheder, overvågning, beskyttelse, kedsomhed, overprotektionisme, ufarlighed i livet - listen er lang i dette samfund, som i ekstremt grad har fokus på ungdommen, uden at forstå at ALLE mennesker er unge: Livet bliver mere mere og mere kompliceret at navigere, fordi alle ønsker at beskytte livet i en sådan grad, at vi ikke ser, at vi ikke blot beskytter os mod trusler mod livet, men også¨mod livet i sig selv.

Hvori består så oprøret?

At den parlamentariske metode i de unges hænder, skønt forbeholdt professionelt civiliserede mennesker, rent faktisk kan vise sig at få en afsmittende effekt på de enkelte myndighedspersoner, og tjenestemænds opførsel generelt.

Jeg er sikker på, at nogle ville argumentere det direkte modsatte ud af tidens begivenheder i forhold til kravet om et nyt Ungdomshus - at de unge spiller de parlamentariske politikere direkte i hænde ved at anvende et sprog, som politikerne er hjemmevante i, snarere end som det hidtil har været tilfældet: At vise tænder mod alle tegn på Systembefamlelse og regelmagt - men tænk på, at disse unge bliver ældre. De bliver stemmegivere og aktive. Måske politikere.

Her er en øvegrund for en sag, der kan danne præcedens for samfundets videre udvikling. Foreløbig plads til alle, der opfatter sig som modstander af et regelsystem baseret på voksenmoral, som ikke desto mindre giver plads til voldsomt hyklerisk forskelsbehandling på alle områder i samfundet - fra integration over handicappede og faderskab til netop unge.

Lad mig se de unge blive selvbevidste i forhold til at politisere Samfundet snarere end blot deres egne teenagemuligheder. Et samfund behøver ikke korrupte magtsyge ældre. At opfatte det parlamentariske system som uforanderligt spundet ind i magtplacering er et spørgsmål om at forlade sig på Historien snarere end på sine drømme. Og de unge har stadig drømme. Men nu kan de også formulere dem. Med en sag.

Ungdomsoprør eller ej? Svaret følger, når de har fået deres hus.